Et praktisk og indsigtsfuld kig ind i håndboldtrænerjobbet.
Mit navn er Simon, og jeg er håndboldtræner på syvende år i den lokale håndboldklub Skalborg Sportsklub. På opfordring har jeg i de følgende linjer tænkt mig at give jer et indblik i, hvordan man som håndboldtræner tilrettelægger træning, sørger for kørselsplaner og ellers sørger for, at der arbejdes med det vigtigste – spillernes udvikling – progressivt og aktivt.
I mit skriv vil jeg forsøge at bygge min indsigt op på en både simpel og let tilgængelig facon, som gerne skulle give jer læsere det bedst mulige indblik i min hverdag som håndboldtræner.
Træningsopstart som håndboldtræner | juli – oktober
Når man er ungdomstræner skal der oftest tages højde for, at ens spillere har mere end blot én fritidsaktivitet, som de agter at deltage fuldt ud i. Og da det i mine spilleres tilfælde er fodbold, der trækker læsset i den forbindelse, skal der mange gange tages forbehold, at spillerne enten møder udmattede op til håndboldtræningerne eller måske overhovedet ikke møder op, fordi de har andre prioriteter på den front.
Derfor er det især vigtigt, at man udnytter den allerede sparsomme tid i optakten til den nye sæson utroligt godt – og samtidigt sikrer sig at de spillere, der ikke måtte have andre sportsaktiviteter end håndbold på programmet, stadig får en kvalificeret og udfordrende træning.
Samtidigt er træningsopstarten også en ideel mulighed for at få integreret nye spilsystemer og interne aftaler spillerne imellem. Og så er det selvfølgelig også en kærkommen mulighed for at få lagt lag på fysikken, som i ungdomsrækkerne er langt mere forskelligartet, end man ser det i seniorrækkerne.
De fysiske forudsætninger i ungdomsrækkerne afhænger nemlig meget af, i hvilket stadie spillerne befinder sig i deres vækst som mennesker – og det er jo selvsagt individuelt fra menneske til menneske. Mens nogen vokser eksponentielt i de tidlige teenageår, kommer disse fysiske ændringer måske først senere for andre – og for nogen aldrig.
På det hold, jeg selv træner, har vi netop været ’ofre’ for denne helt og aldeles individuelle fysiske udvikling, som for 95 % af mine spillere har ladet vente på sig. Derfor har vi i mange tilfælde – i spillernes første år med 3’er-bolde i U16-rækken – været vores modstandere fysisk underlegne. Og netop på grund af dette faktum har jeg været nødsaget til at ændre vores taktiske tilgang til spillet – men mere om det senere.
1. halvdel af turneringen som håndboldtræner | oktober – december
Når de interne aftaler og systemer er blevet tilpasset og finjusteret, er det i midten af oktober tid til at indlede dét, det hele handler om – nemlig turneringskampene. Som træner går man lidt i spænding og venter på at finde ud af, hvilke modstandere man skal krydse klinger med – er det et hold, man tidligere har haft drabelige opgør imod, eller møder man helt nye modstandere, som der ikke hersker en historik imod?
Samtidigt venter man også på at finde ud af, hvilke haller man skal besøge i de forestående 75 dage. Kan man undgå de lange og udmarvende udebaneture er både jeg som træner og spillerne – og deres forældre – oftest meget taknemmelige. For det er trods alt ikke transporttiden, man ser frem til med spænding, når kampprogrammet udgives i spændet mellem slutningen af september og starten af oktober.
For det U16-hold, jeg træner, blev det i sæsonen før jul – som også betegnes som turneringen før ombrydningen til nytår – til udebaneture af både længere og kortere karakter. Oftest er man som Aalborg-klub garanteret en del korte kørselsture grundet antallet af andre Aalborg-klubber i U16-rækkerne.
Indtil videre i turneringen er det dog desværre ikke blevet til den store resultatmæssige succes for mine U16-drenge, der desværre er hæmmede af at være meget fysisk underlegne i forhold til vores modstandere – og i kraft af at samtlige af spillerne er 1. års U16-spillere
En typisk håndbolduge som håndboldtræner
Selvom jeg kun er træner i en breddeklub i det nordlige Jylland – og holdet samtidigt er et ungdomshold – kræver det stadig en masse planlægning og en del logistik for at få en træningsuge til at hænge sammen, både for mig som træner og for mine spillere.
Derfor bruger jeg også i min fritid relativt meget tid på at skemalægge de to ugentlige – til tider tre ugentlige – træninger, jeg har sammen med spillerne. For selv om det for drengene oftest er sjovest at tjekke stillingen og have et stort fokus på måltavlen, når vi spiller kampe i weekenden, er det alligevel ved hjælp af hårdt slid og arbejde i hverdagene, at både den kollektive og individuelle udvikling gennemgår de største forandringer.
Rent praktisk tilgår jeg som regel altid min planlægningen af de ugentlige træninger således, at jeg nærmest minutiøst tilrettelægger hvert minut af den time til halvanden, vi har at træne i. Så ved jeg nemlig ved mig selv, at jeg har forberedt rammerne for, hvad mine spillere skal lære og blive bedre til i den givne træning.
Dermed ikke sagt at jeg så følger denne stringente planlægning til punkt og prikke, men i stedet bruger jeg den som rettesnor for, hvilke øvelser og fokuspunkter den givne træning skal bestå af.
Forældrene – de vigtigste medspillere for håndboldtræneren
I mit arbejde som håndboldtræner for et ungdomshold – som hverken har behov eller midler til at køre med bus til vores udekampe – er det ligeledes vigtigt, at man inddrager børnenes forældre i holdet og de aktiviteter, der rører sig omkring holdet. Og her er en af grundpillerne i den praktiske tilrettelæggelse af en sæson forældrekørsel til de mange udekampe, der kommer i løbet af sæsonen, både før og efter jul.
Uden forældrene som en solid opbakning kan det blive utroligt svært – hvis ikke umuligt – at få trådene på holdet til at hænge sammen. Så et vigtigt og grundlæggende råd herfra er at skabe en solid kemi mellem trænerstaben og forældrene allerede fra starten af ens trænerperiode.
Samtidigt har jeg selv personligt haft stor succes med – allerede fra offentliggørelsen af kampprogrammet – at få etableret en fælles kørselsplan for de fire eller fem udekampe, der nu måtte være. Her melder forældrene helt simpelt ind med, hvilke kampe de er i stand til at transportere spillerne til og fra, og så plejer det oftest at kunne løses med, at jeg sætter to hold forældre på til hver kamp. Og ligeledes passer det oftest som hånd i handske, at hvert hold forældre kun får én udekamp pr. sæson, som de er ’tvunget’ til at stille en bil til rådighed til.