I de otte år, jeg bor i Arden, bliver tiden alene i hallen mit frirum. At jeg har et sted at gå hen, når alt bliver for meget, bliver en gave. For andre ligner det en flugt. Sådan opfatter jeg det ikke. Jeg elsker virkelig den hal. Og jeg mærker, at jeg efterhånden smelter helt sammen med bolden.
At blive den man er handler om en lille pige, der elskede at lege med en bold, men aldrig holdt sig inden for stregerne. Det er fortællingen om håndbold-ikonet Anja Andersens årelange kamp for at finde en måde at forvalte sig selv på. Om at være nationalhelt det ene øjeblik og skurk det næste.
Anja Andersen bogen – At blive den man er kan købes hos saxo.com.
Du kan her læse et uddrag fra bogen:
Jeg blev født i Odense den 15. februar 1969. Senere rykkede vi først til Allested-Vejle på Midtfyn, derefter til Assens på Vestfyn, og nu her i sommeren 1979 er vi netop flyttet ind i en lejlighed i Arden, helt oppe i Nordjylland, fordi mine forældre har fået et fælles job: De skal bestyre byens sportshal. På den måde opfylder de en drøm: at arbejde inden for sportens verden.
Lejligheden består af en stue, tre værelser, et lille badeværelse og et køkken. Køkkenet er husets hjerte. Det støder direkte op til hallen, og derfor er det både vores samlingspunkt som familie og et sted, hvor en strøm af mennesker med tilknytning til hallen altid kommer og går. I køkkenet kan jeg fra tid til anden høre en lyd, jeg sjældent hører: min far, der ler. Køkkenet bliver brugt til at lave mad til hallens cafeteria, så der dufter altid af mad. I den ene side af køk- kenet er der lyst på grund af vinduerne, og det er der, spisebordet står. Her, i lyset, lykkes det os indimellem at spise som familie. I den anden side af køkkenet er der mørkt på grund af de brune fliser på væggene. Nogle gange tænker jeg på, om det afhænger af min fars humør, om han sidder i den ene eller den anden side af køkkenet. Det humør dikterer hele husets puls.
Men denne dag, hvor han har skældt mig og mine søskende ud, får han ikke lov til at rase i fred. Et eller andet krakelerer inde i mig, da jeg ser min søster sidde og græde på stuegulvet. En klump i halsen bevæger sig nedad mod brystet og sidder og trykker et stykke tid, så jeg ikke kan få vejret ordentligt. Pludselig mærker jeg et stik i brystkassen, klumpen forsvinder, jeg kan trække vejret normalt igen. I stedet tager raseriet over. Jeg er vred på min far, som skal beskytte mine søskende og mig, men i stedet skælder os ud. ’Det er uretfærdigt!’ tænker jeg.
Jeg bliver så vanvittig rasende, at jeg føler mig som en gryde, der er ved at koge over. Hvad fanden bilder min far sig egentlig ind? Hvem har givet ham lov til at true min storesøster på den måde? Jeg bider tænderne hårdt sammen og afgiver et løfte. Jeg vil redde min søster. I det samme beslutter jeg mig – uden at have tænkt ordentligt over det, ja, faktisk uden at ville det – for at gøre som min far. Jeg gør oprør. Jeg råber tilbage. Gør alt det, min far har vist mig: Råber ad verden, når den går mig imod. Jeg vil have min far til at rette sin vrede mod mig. Jeg vil have ham til at lade min storesøster være i fred. Jeg prøver at vise ham, at jeg ikke er bange for ham. Selv om jeg i virkeligheden er bange. Jeg vil give ham vished om, at lige meget hvor vred han er på mig, er jeg mere vred på ham. På alt. Min far stirrer på mig med et så voldsomt raseri, at hans øjne borer huller i mig. Han tager et truende skridt frem mod mig. Jeg kan mærke mit hjerte slå lidt hårdere og lidt hurtigere, end det plejer at gøre. Jeg får en kuldegysning, og jeg forsøger at koncentrere mig. Jeg frygter hans reaktion. Jeg er bange for, at han vil slå mig. Men så standser han, kalder mig noget grimt og siger, at jeg skal forsvinde. Min mor kommer løbende for at hjælpe. Som altid stiller hun sig mellem os børn og far. Hun siger, at han skal holde op og tage den med ro. Giver ham igen. Ikke meget, men nok. Hele min krop ryster. Jeg gemmer mig i min mors arme. Hun stryger mig over håret.
Så gør jeg, som min far bad mig om: forsvinder. Jeg går ind på mit værelse. Jeg kan ikke længere holde min søsters tårer eller mit eget raseri ud. Det føles fremmed. Inde på mit værelse er jeg alene med min frygt for min far, med min smerte over at se min søster ked af det og med mit chok over pludselig at have mistet grebet og råbt tilbage. Gråden presser sig på. Men jeg holder mine tårer tilbage. Jeg vil ikke lade mine forældre vide, at jeg er ked af det, for jeg vil ikke have dem til at opfatte mig som et problem. Jeg hører ordene igen: ’Seje børn græder ikke.’ Og jeg husker på min mors ord: ”Det kan ikke betale sig at være ked af det.”
Jeg tager min håndbold og går ud af mit værelse. To veje kan føre mig ind i hallen. Den ene er gennem køkkenet, og den anden er gennem gangen. Jeg vælger at gå gennem gangen, for min far er i køkkenet. Mens jeg går ind i hallen, taler jeg til mig selv. Jeg siger: ”Det er lige meget. Det betyder ingenting. Det er lige meget.” Hallen i Arden er hurtigt blevet der, jeg søger hen, når jeg er ked af det. Her er jeg alene. Bare mig og bolden. Herinde tillader jeg mig at føle alt det, jeg ellers skjuler. Og i dette øjeblik er jeg vred på alt. Mig selv, verden, min far. Jeg føler også vrede mod det menneske, jeg elsker mest i hele verden: min mor. Den altopofrende hustru, som sjældent køber noget til sig selv; hun bruger pengene på andre. Min mor fortæller altid, hvor fattige hendes forældre var. Når hun fik penge af dem til at tage sporvognen, gik hun. Pengene gemte hun, hvis de senere skulle komme i pengenød. Min mor passede sin familie, da hun voksede op. Det var hende, der tog sig af min mormor, der ofte var syg. Senere blev hendes forældre skilt. Nu forsøger min mor at holde sammen på sin egen familie. Jeg forstår ikke den kærlighed, fordi den ikke beder om noget til gengæld. Det virker urealistisk. Og min vrede mod den kærlighed bliver straks mødt af skyldfølelse: ’Hvordan kan jeg være vred på nogen, der kun giver mig kærlighed?’ tænker jeg forvirret.
Men i hallen findes en udvej. Den dufter af frihed. Der er højt til loftet. Ingen grænser. Jeg har en bold i hånden. Den giver mig en følelse af fred og sindsro. I brystet mærker jeg en velkendt følelse: Det er, som om mit hjerte banker sammen med bolden. Sammen med bolden kan jeg være den, jeg er. Den forsøger aldrig at lave om på mig. En bold er ikke kun en bold. Bolden er den, som holder bolden. Jeg går ind i en dvalelignende tilstand med åbne øjne. I hallen er der altid noget, der venter på at blive fundet. Og jeg elsker at opdage nye ting. Jeg er tingfinder. Ved at gå på opdagelse finder jeg nye måder at drible på og nye måder at få bolden til at bevæge sig på, når jeg skyder på mål.
Jeg går i gang med at finde på en ny finte. Gør et forsøg. Nå, den gik ikke. Hvordan kan jeg så gøre? Jeg prøver på en anden måde. Jeg er tålmodig. Fra det øjeblik, jeg beslutter at forandre noget, fortsætter jeg, indtil jeg oplever det demonstreret. Svinger mellem det gamle og det nye. Jeg befinder mig i en fantastisk verden. En, hvor jeg lærer gennem opdagelse. Jeg øver og øver og øver. Taber bolden. Prøver igen. Lykkes. Husker, hvad der fungerer. Prøver igen. Lykkes. Lærer hver eneste gang. Jeg lægger alle mine følelser i øvelserne med bolden, og lidt efter lidt svinder min vrede ind. ’Okay, sådan!’
Jeg kan mærke, når den er der. Når jeg mærker, hvad der virker, fokuserer jeg på det. Fastholder den bevægelse, jeg mærker i kroppen. Følelsen. Så gør jeg det igen og igen. Det er gentagelserne, der får kroppen til at huske det. Finten bliver intuitiv. Til sidst behøver jeg ikke længere være opmærksom på, hvad jeg gør. Kroppen gør det af sig selv.
På et tidspunkt bøvler jeg lidt med min nye finte. Jeg mærker, at jo mere jeg vil have noget bestemt til at ske, desto vanskeligere bliver det. Ved minutiøst at kontrollere, hvad jeg skal gøre, står jeg i vejen for intuitionen. Okay, jeg kan ikke komme videre lige nu. Så skifter jeg øvelse. Fjerner fokus fra det, der ikke fungerer. Begynder at bygge mig selv op ved at gøre noget andet. I stedet begynder jeg at øve mig i at hoppe, mens jeg skyder.
Min far kan finde på at sige, at kvindehåndbold er noget lort. At kvinder ikke kan spille håndbold. Min far siger også, at kvinder ikke kan leve af at spille håndbold. Samtidig pacer han mig og mine søskende til at blive bedre og bedre og viser anerkendelse over for dem, der er gode til sport. Det forvirrer mig: Hvad ønsker han af mig? I mit hoved bliver det til en test: Jeg skal vise ham, at jeg kan blive verdens bedste og leve af håndbolden. Den perfekte håndboldspiller. Men mit forhold til spillet er dobbelt. Jeg elsker håndbold. Elsker legen og elsker følelsen af at være en del af et hold, hvor alle spiller for hinanden. Jeg hader også håndbold. Jeg hader håndbold af hele mit hjerte, når det handler om cifre på måltavlen, om at vinde. Om systemer og stringens. Nogle dage hader jeg det så meget, at jeg vil stoppe.
’Stop nu bare, Anja. Det er okay,’ tænker jeg. Bare ikke i dag. Der er så meget at udforske. Jeg fortsætter med at øve mig, til jeg er segnefærdig. Nu er jeg så træt, at jeg ikke længere mærker vreden. Da den er væk, står jeg alene og tavs med min bold i hånden og oplever, at tiden står stille. I de otte år, jeg bor i Arden, bliver tiden alene i hallen mit frirum. At jeg har et sted at gå hen, når alt bliver for meget, bliver en gave. For andre ligner det en flugt. Sådan opfatter jeg det ikke. Jeg elsker virkelig den hal. Og jeg mærker, at jeg efterhånden smelter helt sammen med bolden.
Anja Andersen bogen – At blive den man er kan købes hos saxo.com.