Team Tvis Holstebro 2015/2016

Spillere ind:
Lars Mousing, Nicolai Neupart, Jac Karlsson, Egill Magnusson, Sigurbergur Sveinsson

Spillere ud:
Rasmus Lind, Nicolaj Nørager, Michael Damgaard, Allan Damgaard, Jakob Green

Tre største profiler fra sæsonen 2014/15:
Michael Damgaard, Allan Damgaard, Patrick Wiesmach

Up-coming star:
Mathias Bitsch

Trænerteam:
Patrick Westerholm / Søren Hansen

Team Tvis Holstebro

Hvad sker der i Team Tvis Holstebro?

I Holstebro skal de starte fra scratch efter Klavs Bruun Jørgensens afgang efter sidste sæson. Ind er i stedet kommet Patrick Westerholm, der udførte et fantastisk stykke arbejde i HC Midtjylland. Han første sidste sæsons oprykkere til en sikker plads i slutspillet, hvor luften dog fes ud af ballonen.

Ligeledes er det, når sæsonen for Tvis’ vedkommende indledes mod GOG den 31. august, også første gang i mange år, at brødrene Damgaard ikke er at finde i klubbens hvide trøjer. Allan Damgaard er taget til Hamburg, mens sidste sæsons største Herreligaen-profil, Michael Damgaard, er draget mod Magdeburg, hvor han bliver holdkammerat med Jannick Green og Jacob Bagersted.

Dog har TTH hentet to særligt interessante spillere i form af Lars Mousing fra Skanderborg og finnen Jac Karlsson fra Mors-Thy. Hvis de to kan finde frem til at unikt sammenspil, kan en stor del af Michael og Allan Damgaards mål være godt dækket ind her. Samtidigt har Patrick Westerholm stadig Peter Balling, Simon Birkefeldt og Jonas Larholm at skyde med fra bagkæden, mens det måske bedste fløjpar i ligaen, Patrick Wiesmach og Magnus Bramming, også er at finde i klubben i den kommende sæson.

Der bør derfor ikke være tvivl om, at Team Tvis Holstebro igen er klar til at være med fremme i slutspilsræset, og måske, hvis alt flasker sig for dem, kan de være at finde i semifinalerne. Det kræver dog formentlig, at de to talentfulde keepere i TTH-målet, Jonas Hansen og Nicolai Neupart, finder deres absolutte topniveau frem igennem hele sæsonen.

Det er nemlig netop på målmandsposten, at det har haltet for Team Tvis Holstebro i de seneste sæsoner – eller siden Michael Bruun indstillede sin aktive karriere i klubben. Derfor er det en nødvendighed for TTHs succes i den kommende sæson, at de to keepere stepper op og leverer redninger i en lind strøm samt på de rigtige og vigtige tidspunkter.

EFTERLAD ET SVAR

Please enter your comment!
Please enter your name here